Onkologi
Knuder og tumorer
Onkologi
Onkologi betyder læren om knuder eller nydannelser og vil i de fleste tilfælde henvise til viden om kræftsygdomme, men knuder eller tumorer kan også være godartede, så det er ikke altid alvorligt at få en tumor. Det vigtige er at skelne mellem de godartede, som man som udgangspunkt ikke behøver at frygte og de ondartede, som er til fare for dyret. Desværre kan man ikke se på en tumor om den er godartet eller ondartet og anbefalingen er derfor altid at kontakte os, hvis man finder en knude på hunden eller katten, som ikke plejer at være der, så vi kan undersøge den. I de mange tilfælde vil vi, udover en klinik undersøgelse, udtage prøver fra knuden. Prøverne bruges til at vurdere hvilke celletyper der er i knuden og derudfra kan man få en ide om hvilken type tumor der er tale om. Er det en ondartet tumor eller nydannelse taler man om cancer eller kræft. Andre symptomer på kræft end knuder kan være nedsat appetit, vægttab, nedsat præstation m.m.
Diagnosticering og behandling
Vores husdyr kan ligesom mennesker få forskellige kræftsygdomme og som hos mennesker er tidlig diagnosticering og behandling (hvis det er det man ønsker), afgørende for forløbet og prognosen. Forskellige kræftformer har forskellige behandlingsmuligheder. Oftest vil man forsøge at fjerne tumoren, hvis den sidder et sted hvor det er muligt og patienten er egnet til at gennemgå et operationsforløb, men der er også kræftformer hvor kemoterapi eller strålebehandlingen er den bedste eller eneste mulighed. På Ringsted Dyreklinik tilbyder vi diagnosticering og behandling af mange tumortyper og hvis det ikke er en behandling vi selv tilbyder, har vores onkolog mulighed for at henvise til dyrehospitaler i ind- eller udland der kan tilbyde behandling.